
Fraflytning af bolig i parlamentarisk boligselskab. Baggrund for krav og andre formalia
Vejledning i forbindelse med fraflytning af bolig
Hos Holmsgaard a/s har vi flere vurderingsspecialister blandt vores ingeniører og bygningskonstruktører, og vi har udarbejdet denne vejledning for at oplyse dig om procedurerne i forbindelse med vurdering af boligen og beregning af værdien af forbedringer og løsøre.
Hvorfor skal der udarbejdes en vurdering?
Når du står over for at skulle overdrage din bolig, er det i såvel din, som købers og boligforeningens interesse, at værdien for de udførte forbedringer sættes rigtigt.
Derfor skal din bolig inden overdragelse besigtiges af en vurderingsspecialist, der noterer sig boligens vedligeholdelsesmæssige stand:
- I hvilken tilstand fremstår de enkelte bygningsdele (køkken, toilet/bad, gulve, vægge, lofter etc.)?
- Er der udført forbedringer i boligen? Hvis ja, i hvilken stand er de nu?
- Er der fejl/mangler i boligen?
Inden du kontakter Holmsgaard a/s, bør du kontakte Repræsentantskabet
Inden du kontakter Holmsgaard a/s med henblik på en vurdering, er det en god idé, at du kontakter repræsentantskabet for din boligforening eller den dertil knyttede administrator for at få at vide, hvordan foreningens interne procedurer for overdragelse af boligen er:
- Skal du selv aftale dato for besigtigelse med Holmsgaard a/s, eller gør bestyrelsen dette?
- Skal der være en repræsentant for bestyrelsen til stede ved besigtigelsen?
- Har foreningen et krav om, at der skal udarbejdes vvs- og/eller el-tjek ? Skal du i så fald selv finde en autoriseret vvs- eller el-installatør, eller har boligforeningen et bestemt firma, som skal benyttes?
- Skal betaling for vurderingen foregå via administrator, eller skal du betale via MobilePay?
Dernæst skal du udfylde et oplysningsskema
Når dato og tidspunkt for besigtigelse er aftalt, skal du udfylde et oplysningsskema, som skal ligge klar, når vores vurderingsspecialist møder op til besigtigelsen:
- Hvilke forbedringer er der udført i boligen?
- Hvornår er de blevet udført?
- Hvad var udgiften ved anskaffelsen?
Skemaet samt en vejledning i udfyldelse af det fremsendes, når dato for besigtigelse af boligen aftales med vurderingsspecialisten. Besigtigelsen af din bolig varer som udgangspunkt ca. ½ time.
Du skal kunne dokumentere forbedringer i form af fakturakopier
Alle de forbedringer og løsøre, du anfører i oplysningsskemaet, skal kunne dokumenteres i form af fakturaer og/eller kvitteringer eller andre former for bilag.
- Tjek, at der i bilagene kun er anført de materialer og det tidsforbrug, der vedrører den pågældende forbedring/tilpasning.
- Sortér bilagene, så de ligger i samme rækkefølge som punkterne i oplysningsskemaet
- Aflevér kopi af bilagene ved besigtigelsen, eller send dem pr. e-mail.
Forbedringerne bliver mindre værd med tiden (afskrivninger)
Afskrivning af forbedringer og løsøre sker med udgangspunkt i det årstal, fakturaen/kvitteringen er udstedt.
NB! Hvis besigtigelsen af din bolig finder sted i årets sidste kvartal, skal du tage stilling til, om du ønsker, at afskrivningen først skal være gældende fra og med det kommende år – dette skal du oplyse senest ved besigtigelsen.
Du skal godkende rapporten inden for 5 arbejdsdage
Vurderingsspecialisten udarbejder rapporten i kladdeform, som du får tilsendt pr. e-mail:
- Læs rapporten grundigt igennem, og giv vurderingsspecialisten besked om, at du har godkendt den, eller at du har eventuelle ændringer eller tilføjelser.
Vurderingen godkendes automatisk, hvis du ikke inden 5 arbejdsdage efter modtagelsen har gjort indsigelser om rettelser til vurderingsspecialisten.
Færdiggørelse af vurderingen
Medmindre andet er aftalt med din boligforening, fremsender vurderingsspecialisten den endelige rapport til administrator sammen med fakturaen. Administrator udfærdiger herefter salgspapirerne, hvor vurderingsrapporten vedhæftes som bilag.
NB! Hvis betaling er foretaget via MobilePay, sendes vurderingen kun frem til dig, så du skal selv sørge for at videresende den til administrator mv.
Vurderingsspecialisten bestræber sig på at gøre kladden til vurderingsrapporten færdig hurtigst muligt og senest 10-12 arbejdsdage efter besigtigelsen. Denne ekspeditionstid forudsætter, at alle oplysninger er til stede på besigtigelsesdagen.
Fakturering
Prisen for en vurderingsrapport er aftalt med din boligforening og er fast med følgende undtagelser:
- Førstegangsvurdering af sammenlagte boliger faktureres efter medgået timeforbrug
- Der påregnes et tillæg til grundtaksten for ekstra tid til udredning af:
- Mangelfuld dokumentation
- Mangelfuld udfyldelse af oplysningsskemaet
- Kvitteringer/fakturaer for samlede arbejder, der eventuelt skal opdeles mv.
- Tilretning af rapporten efter at den er godkendt
Prisen reguleres årligt.
Gyldighed
Ved et passeret årsskifte er det nødvendigt at foretage en ny vurdering, da afskrivningerne følger kalenderåret og derfor skal ændres ved hvert årsskifte.
Afbestilling af besigtigelse
Afbestilling af vurderingsspecialist skal ske senest 24 timer før det aftalte tidspunkt for besigtigelse.
Hvis besigtigelsen finder sted på en mandag, skal afbestilling dog ske senest kl. 14.00 fredagen forinden.
Afbestilling sker ved at ringe til Holmsgaard a/s på 32 97 01 07.
I de tilfælde, hvor vurderingsspecialisten ikke er blevet korrekt afbestilt eller kører forgæves, bliver du faktureret for forbrugt tid.
Kontaktperson
Tegnestuechef / Teamleder renovering & installationer
Bestilling af vurdering
Udfyld formularen her på hjemmesiden eller ring til os på telefon 32 97 01 07
(man-tor kl. 9 – 16, fre kl. 9 – 15)